Ny sundhedspolitik lægger sporene for 2019

Farum Søsti
Farum Søsti er med sine ca. 10 kilometer en populær gå-og løberute. Men når det handler om at skabe mere bevægelse i hverdagen for Furesøs, er der brug for nytænkning.
I 2019 og frem skal sundhedsindsatserne koncentrere sig om unges faldende sundhed og arbejdet med mennesker med kronisk og psykisk sygdom. Det besluttede Furesø Byråd på sit sidste møde i 2018.

"Furesø Kommunes forebyggelses- og sundhedsfremmepolitik" lyder navnet på Furesøs nye sundhedspolitik, der som navnet antyder, har fokus på forebyggelse. 
"Vi skal tænke sundhed ind i den måde, vi indretter vores byer på. Det kan for eksempel være gode cykelforhold, belysning, sikre skolestier og legepladser i naturen og byen, der fremmer, at vi bevæger os helt naturligt i hverdagen. På samme måde er institutioner og skoler med sunde kantineordninger og udearealer, der lægger op til leg, med til at gøre vores børn sundere," fortæller Bettina Ugelvig Møller (A), der er formand for Udvalget for dagtilbud og familie og næstformand i Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.

To spor peger fremad

Den nye sundhedspolitik fokuserer dels på børn og unges fysiske, psykiske og sociale sundhed - og dels på borgere med kronisk og psykisk sygdom.
"De to ting hænger desværre ofte sammen. Med politikken ønsker vi derfor at
forebygge, at børn og unge udvikler vaner som senere i livet vil føre til kronisk sygdom, stress og afhængighed, og vi ønsker at forebygge forværring hos de borgere, der allerede er ramt af fysisk og psykisk sygdom", siger Matilde Powers (A), formand for Udvalget for sociale forhold, sundhed og et godt seniorliv.

Langt de fleste unge er i god trivsel, men der er for mange unge, der rører sig for lidt, begynder at ryge og har psykiske udfordringer at slås med. Det viser sundhedsprofilen for kommunerne i Region Hovedstaden fra 2017.
"Sundhedsprofilen lægger op til handling. Vi skal være nysgerrige på, hvordan de unge egentlig har det - og vi skal få deres hjælp til at finde de rette løsninger", understreger Bettina Ugelvig Møller.

Netop borgerinddragelse vil blive en stor satsning i det kommende arbejde med sundhedspolitikken. Derfor kan man som borger i Furesø godt forvente at blive mødt af nysgerrige kommunalt ansatte i de kommende år, fortæller Matilde Powers.
"Vi skal afprøve nye former for inddragelse, så vi får de relevante mennesker i tale. Også dem, vi ikke altid er så gode til at finde. Det kræver, at vi både inviterer til eksempelvis workshops på rådhuset - men også kommer ud der, hvor de unge bor eller færdes i deres uddannelses- og fritidsliv. Vi glæder os i hvert fald rigtig meget til at blive klogere, - og det kan vi jo bedst, hvis vi samarbejder med de mennesker, det handler om," siger hun.

Politikken tager det afsæt, at sundhed både er noget psykisk, fysisk og socialt. Derfor rummer den både de forskellige rammer og indsatser, der fremmer vores trivsel og eksisterende gode sundhed, og samtidig baner den vej for konkrete initiativer, der kan forebygge, at vores fysiske og psykiske sundhed bliver dårligere. 

Den nye politik blev godkendt på byrådets sidste møde i december 2018. Arbejdet med en handleplan for unge sundhed begynder i 2019, og i 2020 følger så arbejdet med en handleplan for mennesker med kronisk og psykisk sygdom.

Kontakt

Matilde Powers

Tibberup Allé 39
3500 Værløse    
E-mail: map1@furesoe.dk
Tlf. 7216 5646

Bettina Ugelvig Møller

Nørrevænget 61
3500 Værløse
Tlf.: 7216 5909
E-mail: bum1@furesoe.dk

Relevante links

» Sundhed