Det er nu, du skal melde dig til trafikstøjudvalget

Motorvej med støjvolde
Støjdæmpende asfalt, supercykelstier, lavere hastigheder eller støjvolde? Furesø tager kampen op mod trafikstøj fra Hillerødmotorvejen og de større indfaldsveje. Og du kan stadig nå at være med til at bestemme hvordan. Der er frist for at melde sig den 24. maj.

At være en kommune, der ligger midt i naturen og samtidig har let adgang til Hillerødmotorvejen, giver desværre også udfordringer med trafikstøj. Og den udfordring er vokset gennem årene i takt med den stigende mængde trafik. Nu skal der gøres noget ved det.

Trafikstøjen skal kortlægges, så Udvalget for natur, miljø og grøn omstilling i 2019 kan lægge sig fast på en trafikplan og støjhandlingsplan for de kommende år. I trafikplanen forholder politikerne sig til mængden af trafik, afviklingen og trafikstøj, og nu har borgerne mulighed for at være med i kampen mod netop trafikstøjen.

Den 30. maj vælger Furesø Byråd medlemmerne til det nye udvalg, hvor borgere og politikere sammen skal drøfte trafikstøj fra tre vinkler: 

  • Hvilke mulige tiltag er der for at reducere trafikstøjen, såsom støjvolde, støjskærme, belægningstyper, nedsættelse af hastigheden m.m.
  • Finansieringsmodeller 
  • Kriterier for prioritering af indsatser.

Trafikstøjudvalget vil bestå af fem byrådsmedlemmer med Ole Holleufer (I) som formand. Herudover skal udvalget bestå af følgende kandidater:  

  • to repræsentanter for grundejerforeninger, lokalt organiserede støjgrupper eller bestyrelsesmedlemmer fra almene boligselskaber langs Hillerødmotorvejen fra henholdsvis den nordlige og sydlige del af kommunen
  • to repræsentanter for andre støjplagede grundejerforeninger, lokalt organiserede støjgrupper eller bestyrelsesmedlemmer fra almene boligselskaber
  • en borger med særlig viden om trafikstøj
  • en repræsentant fra Furesø By og Land
  • en repræsentant fra Miljørådet.

Trafikstøjudvalget mødes 4 gange á 4 timers varighed i løbet af 2018, første gang den 21. juni. Herudover forventer trafikstøjudvalget at inddrage forskellige foreninger og andre interesserede, som er plaget af trafikstøj, fx på en workshop.

Har du lyst til at være en del af udvalget, skal du sende din indstilling senest 24. maj.

 

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen



Relevante links