Lun på Ord - brandvarm på ord i år

Det er fjerde gang, at Biblioteket og Galaksen inviterer alle ind til festivalen Lun på Ord. Programmet er lige kommet fra trykken og der kommer store ordkunstnere til byen.

Festivalen Lun på Ord, der foregår på Værløse Bibliotek og Galaksen den 19. Og 20. Januar, er blevet en tradition.

“Vi er stolte over at folk året igennem kommer og spørger til, hvilke navne, der kommer på Lun på Ord. Og i år har vi helt fantastiske navne. I alle årene har vi prøvet at få forfatteren Sissel-Jo Gazan til at komme og i år sagde hun endelig ja tak. Det har også gennem nogle år været en drøm at få Steffen Bandt til at komme og synge sine bedste tekster, så det er helt fantastisk at kunne byde alle ind at opleve ham”, siger Camille Blomst, der er den ene projektleder på Lun på Ord.

Hella Joof og HjerneMadsen 

“Vi har flere kaniner, at trylle op af hatten, for vi får en hæsblæsende ord-time med hjerneforsker Peter Lund Madsen, der taler om at holde hjerne frisk. Og så kommer den sprællevende forfatterinde og meget mere Hella Joof og fortæller om “Båven om Gud", fortæller bibliotekar Helle Winther Olsen, der også har været projektleder på Lun på Ord alle fire år.

Lokale ordkunstnere 

Programmet indeholder også forfatterne Jesper Wung Sung, krimiforfatter Katrine Engberg og så går den lokale forfatterinde Helle Vincentz på scenen som interviewer af kollagen Michael Katz Krefeld. Men det er ikke den eneste lokale ordkunstner, der skal optræde. Fortælleren Steiner, der lever af at fængsle med at fortælle i hele landet, kommer og opfører sin gysende forestilling “Trolde”. Festivalen åbner med tale af Ole Bondo, der er god til ord. Herefter kommer forfatterinden Trine Andersen, der bor i Farum, og holder en lille tale om at være lun på ord.

For børnene

I år er der troldetema for børn, der bliver bygget en Bukke Brusebro, hvor man kan lege, der er Bukke Brusekoncert og trolderytmik. Der ud over kommer der til at være orienteringsløb for alle aldre, som er arrangeret af Orienteringsløbsklubben Skærmen fra Værløse. 

“Et af de nye tiltag, vi har er, at om fredagen kan man komme ind og se en teaterforestilling for børn og bagefter er der fællesspisning for 25 kroner for børn og 50 kroner for voksne med kylling fra Café Cassiopeia. Og det samme kan de voksne gøre, for Anders Ahnfeldt-Rønne opfører sin soloforestilling “Det forsømte forår” i den store sal, og hvis man har lyst til at blive, så er der fællesspisning til 50 kroner, og som en gave har Galaksen fået bandet “Normader med Hjemve”, der skriver finurlige tekster, til at spille en akustisk koncert til maden” fortæller Camille Blomst.

Galaksen og biblioteket i festtøjet 

Café Cassiopeia bager sine berømte sunde boller og laver troldegrød og bager kager, kaffevognen Sweet Street kommer og hvis man vil vide lidt om at spise sundt oven på julen, så kan man møde sundhedsplejerskerne, der har sunde alternativer med. 

'“Vi glæder os til at åbne dørene til festivalen. Og vi er så stolte over, at vi har to dage med gratis fest, hvor man kan trods kulden og komme ind og møde hinanden, snakke og opleve ord. En af de befriende ting med Lun på Ord er, at man kan gå rundt og opleve kunstnerne, sidde i timevis med de kreative borde, drikke kaffe og bare slappe af mellem bøgerne og mærke alt det huset kan, når det er i festtøjet”, smiler Helle Winther Olsen. 

 

Kontakt

Furesø Bibliotek & Borgerservice


Farum
Tlf. 7235 4585

Hareskov
Tlf. 7235 4670

Værløse
Tlf. 7235 4635

Skriv til os via Digital Postkasse

Hjemmeside: furbib.dk

godadgang.dk