Nyt byggeri på vej på 'Spejdergrunden' i Værløse

Oversigtsbillede
Entreprenørkoncernen J. Jensen A/S køber 'Spejdergrunden' på Kollekollevej 31-39. Naboerne har været tæt inddraget i processen, og der inviteres til orienteringsmøde for alle interesserede, når køber er klar til at præsentere det projekt, de ønsker at opføre.

Mange lægger dagligt vejen forbi Kollekollevej 31-39 - et område, der tidligere har været brugt til blandt andet spejderhytter. Med en placering mellem S-togsbanen og Kollekollevej ønsker byrådet at udnytte området til byggeri, der giver byrummet kvalitet. Koncernen J. Jensen A/S skal nu få drømmene til at blive til virkelighed. Det skal ske via et projekt, der kombinerer kontorbyggeri  med 7 senioregnede boliger. I kontorerne placeres en af koncernens egne funktioner. 
 
Købstilbuddet kom oprindeligt fra den lokale arkitektvirksomhed Adserballe & Knudsen. Virksomheden er flere gange blevet kåret som gazelle - senest i 2017, og blev henover årsskiftet en del af koncernen J. Jensen A/S. Den hidtidige direktør for Adserballe & Knudsen, Karsten Hjarsø, er blevet ny koncernchef og vil fortsat værende den drivende kraft for det kommende byggeri på Kollekollevej.
 
Inden lokalplanen for området (Lokalplan 132) blev vedtaget, blev det besluttet at sænke den maksimale højde af bebyggelsen fra 15 meter til 11,5 meter og til 8,5 meter på 30 % af bygningen. Højder og trafikafvikling var de helt store temaer i høringen af forslaget til lokalplanen.
 
"Naboerne har fulgt projektet tæt og har med deres konstruktive tilgang været med til at sikre klare rammer for det kommende byggeri. Det projekt, vi er blevet præsenteret for, lever til fulde op til både lokalplan, til vores Arkitektur- og byrumsstrategi og til de nye krav om bæredygtigt byggeri. Samtidig har vi sat trafikeksperter til at udarbejde en løsning, der sikrer en smidig trafikafvikling for ejendommens brugere, for naboerne mod øst og for den eksisterende trafik på Kollekollevej", fortæller borgmester Ole Bondo Christensen (A). 
 
Kommunens krav om bæredygtigt byggeri er helt i tråd med J. Jensen A/S' egne standarder fortæller den nyudnævnte administrerende direktør Karsten Hjarsø: "Byggeriet vil markere kvaliteten af vores byggerier. Vi arbejder altid med den højeste bæredygtigheds- og energistandard, ligesom dette projekt ikke kun skal give mening for os men også for vores nye naboer. Bygningen bliver udført i træ, og vi bruger planter og træer for at mindske støjrefleksionen og give et imødekommende og grønt udtryk".
 
Formand for Udvalget for by- og boligudvikling Egil Hulgaard (C)  er meget tilfreds med, at en lokal virksomhed bød på opgaven og nu som en del af en større koncern vinder udbuddet. "Det er klart, at vi som kommune gerne vil skabe gode betingelser for det lokale erhvervsliv. Der skal ikke herske tvivl om, at vi er glade for Adserballe & Knudsen, og vi glæder os til at se aktivitet og ikke mindst nye arbejdspladser på grunden, der har stået tom længe. Vi hilser J. Jensen velkommen og har store forventninger til at se det færdige byggeri af høj arkitektonisk og miljømæssig kvalitet i løbet af 2019".

Orienteringsmøde

Når der foreligger et projekt, vil alle interesserede få mulighed for at høre nærmere ved et orienteringsmøde. Her kan man møde J. Jensen A/S og høre om de overvejelser, der ligger til grund for projektet, blandt andet ift. at leve op til dels Furesø Kommunes Arkitektur- og byrumsstrategi og dels de nye bæredygtighedskrav, der tilsammen skal sikre smukke og bæredygtige bymiljøer i Furesø. På mødet vil Furesø Kommune præsentere de endelige trafikale løsninger.

 

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen



Ole Bondo Christensen

Fuglsangpark 14
3520  Farum
Mobil: 7216 5200
E-mail: borgmester@furesoe.dk

Egil Hulgaard
Skovbovænget 83B
3500  Værløse
E-mail: efh@furesoe.dk
Mobil.:  7216 5910
Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.