Forlængelse af Hillerødmotorvejen kan give problemer i Furesø

Støjskærm
Mere støj og trængsel kan blive resultatet, hvis Hillerødmotorvejen forlænges fra Allerød som skitseret. Støjdæmpning på de eksisterende stræk er derfor en forudsætning for udvidelsen, påpeger Furesø Kommune

16.400 flere biler gennem Furesø dagligt vil medføre en massiv støjforurening, som Vejdirektoratet og Folketinget er nødt til at forholde sig til, hvis planerne om en forlængelse af Hillerødmotorvejen skal realiseres. Det konkluderer Furesø Kommune i sit svar til Vejdirektoratets netop afsluttede høring om en forlængelse af Hillerødmotorvejen fra Allerød til Hillerød, den såkaldte VVM-undersøgelse.

Alternativer mangler

"Hillerødmotorvejen giver allerede i dag alt for store støjgener i vores beboelsesområder og værdifulde naturområder her i Furesø. Derfor må vi forudsætte, at der med en forlængelse også sættes midler af til at bekæmpe trafikstøjen gennem Furesø. En miljøvurdering af vejprojektet skal selvfølgelig også se på mulighederne for at opsætte støjværn og overdække nogle af de mest sårbare stræk, som motorvejen går igennem," siger Furesøs borgmester, Ole Bondo Christensen (A).

"Dertil kommer hele trængselsudfordringen, hvor mange flere biler vil køre gennem Furesø for at nå til motorvejen. Det skal vi have belyst, og vi skal tænke brugbare alternativer som S-busser og S-tog samt en supercykelsti ind i projektet allerede nu", understreger borgmesteren.

Høringssvaret får fuld opbakning i Furesø Byråd, såvel som i det rådgivende udvalg, der de seneste måneder har belyst støjproblematikkerne i kommunen gennem tæt inddragelse af borgere i de støjplagede områder.

"Støjen fra Hillerødmotorvejen alene er en daglig plage for godt 7.500 af kommunens 41.000 borgere. Derfor er det meget bekymrende, at der i Vejdirektoratets projekt kun afsættes midler til støjafskærmning dér, hvor udvidelsen sker. Eksisterende strækninger og tilkørselsveje vil blive voldsomt belastet, og i udvalget frygter vi, at det vil ramme vores borgere hårdt," siger Ole Holleufer (I), der har været formand for det såkaldte §17 stk. 4-udvalg bestående at 7 borgere og 5 byrådsmedlemmer.

Kan bremse udviklingen

En udvidelse risikerer desuden at lamme kommunens udvikling af det eneste tilbageværende, stationsnære byudviklingsområde i Farum. Området er beliggende tæt på Hillerødmotorvejen og er i forvejen plaget af støj fra motorvejen.
"Vi er en grøn og attraktiv bosætningskommune, hvor vi værner om vores natur og miljø. Forbedringerne af vores infrastruktur skal derfor ske på et bæredygtigt grundlag i respekt for menneskers livsvilkår og for bevarelse af dyre- og planteliv. Uden disse hensyn er det en voldsom pris at betale for en vej, der primært skal bringe trafik gennem Furesø," konstaterer formanden for kommunens Udvalg for natur, miljø og grøn omstilling, Lene Munch-Petersen (A).

Behov for supercykelsti

Såvel i anbefalingerne fra kommunens støjudvalg som i kommunens høringssvar peger Furesø på at tænke grøn mobilitet som alternativer til den støjskabende bilisme. Kommunen efterlyser konkret en undersøgelse af mulighederne for at forlænge S-banen fra Farum, en flytning af Farum Station ud af bykernen, 'park and ride-anlæg ved motorvejstilkørslerne og indsættelse af motorvejsbusser som midler til at minimere den ventede trafikstigning. Derudover rummer høringssvaret en klar opfordring til at etablere en cykelsti langs med motorvejen. En sti, som er helt fraværende i Vejdirektoratets projekt.

Fakta:

18,5% af Furesø Kommunes borgere lever i områder, hvor de er plaget af støj over 58 dB. Langt hovedparten skyldes støj fra Hillerødmotorvejen. Den forventede fordobling af trafikbelastningen vurderes at øge støjbelastningen med 3 dB. Udover en øget belastning af de støjplagede områder vil det betyde, at boliger, der i dag ligger uden for de støjbelastede områder, også vil blive støjplagede fremover.

Kontakt

Center for By og Miljø

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4000

Skriv til os via Digital Post  (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)

For pressen

Kommunikation

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4012

Skriv til os på 
kommunikation@furesoe.dk
(Journalisthenvendelser, aktindsigter, rundspørger o.a.)

Skriv til os via Digital Post for personfølsomme henvendelser 

 

Relevante links

Download Adobe Reader
Siden refererer til et pdf-dokument. Læsning kræver Adobe Reader.