Forsiden
>
Nyheder
>
Folketinget tog imod Furesø Byråd om udligningsreformen
05. april 2018
Folketinget tog imod Furesø Byråd om udligningsreformen
”Udskyd udligningsreformen til beregningsgrundlaget er mere sagligt og gennemskueligt.” Det var hovedbudskabet fra Furesø Byråd, da de i dag havde foretræde for Folketingets Social-, Indenrigs- og Børneudvalg.
Da byrådsdelegationen mødte folketingspolitikerne var det kulminationen på en periode, hvor Furesøs politikere har forsøgt at fortælle om de potentielle store konsekvenser, som en ændret udligning kan få for kommunen.
Med borgmester Ole Bondo Christensen (A) i spidsen fremlagde de deres sag.
”Det er ærgerligt, at man kan ændre på en udligning, når den bygger på et uigennemskueligt grundlag – især når vi ved at det kan have stor betydning for de kommuner der rammes. Det virker samtidig helt vilkårligt, hvilke kommuner der vinder, og hvilke der taber. Derfor peger vi på, at udligningsreformen bør udskydes, til der findes et validt datagrundlag.” fortæller Ole Bondo Christensen.
Til foretrædet i Folketinget viste politikerne fra Furesø Byråd eksempler på de uigennemsigtige beregninger, hvor det blandt andet blev fremhævet, at en nabokommune som Ballerup står til at vinde 70 millioner kroner på trods af, at kommunen har et højere serviceniveau.
”Hvis vi sammenligner os med flere af de omkringliggende kommuner på en række grundlæggende parametre, så er det meget uklart, hvorfor nogle taber og andre vinder. Når man laver et så vigtigt økonomisk indgreb som en udligning, så bør det stå knivskarpt, hvilke knapper der skrues op og ned på,” slutter Ole Bondo Christensen.
Hvis forslaget til udligningsreform bliver stemt igennem uforandret, vil Furesø være en af de kommuner i landet, der bliver hårdest ramt. Kommunen skal afgive yderligere 35 millioner kroner, hvilket svarer til cirka 90 social- og sundhedshjælpere eller driften af én af kommunens 7 folkeskoler.
Yderligere kommentarer fra byrådets delegation:
Lars Carstensen (C), 2. viceborgmester
“Det er vigtigt at holde sig for øje, at det er et samlet byråd, der på tværs af partipolitiske skel peger på, hvor uretfærdig udligningsreformen er. Vi har gjort en stor indsats for at påvirke vores respektive folketingspolitikere og håber, at foretrædet bærer frugt.”
Jesper Larsen (V)
”Vi fik på foretrædet givet vigtige budskaber om, at en forsimplet udligningsreform netop skal være det: Simple og objektive principper til retfærdigt at fordele imellem kommuner. Jeg kan ikke forklare borgerne i Furesø, at de skal betale mere til Ballerup, som i forvejen har et højere serviceniveau.”
Carsten Svensson (O)
”Konsekvenserne for vores borgere i Furesø, er i forvejen tydeligt mærkbare. Yderligere forringelser på velfærdsområdet, som konsekvens af udligningsreformen, kan ikke være i nogens interesse. Det håber jeg inderligt, at folketingspolitikerne har taget til sig i dag.”