Et nyt furesoe.dk

Som kommune ønsker vi at levere brugervenlige digitale løsninger, der giver borgerne de bedste digitale serviceoplevelser. Det nuværende furesoe.dk er fra 2007 og fik et revideret design i 2010. Kravene til kommunale hjemmesider har ændret sig væsentligt siden da, og Furesø Kommune står nu overfor at skifte vores web-løsning ud med et mere moderne og fleksibelt system.

Herudover skal en ny hjemmeside understøtte en tidssvarende kommunikation i lyd og video samt evt. agere platform for interaktiv dialog med borgerne (fx digitale spørgeskemaer, høringer, live streaming fra byrådsmøder mv.). En ny digital furesøplatform kan være med til at skabe en bedre selvbetjening og digital kommunikation med borgere, erhvervsliv, foreninger, samarbejdspartnere og andre interessenter.

Det arbejde foregår i 2018 og starten af 2019.

I processen vil vi skære indholdet på furesoe.dk ind til benet, og brugerne skal opleve informationer og digitale services så nærværende og relevante som muligt. At skabe en mere tilgængelig hjemmeside er dog ikke kun gjort ved at rydde op i indholdet. Det kræver en ny hjemmeside bygget op om et udefra og ind-perspektiv, hvor vi sætter borgernes behov i centrum og lægger informationerne tilgængelige dér, hvor brugerne leder efter dem, og ikke hvor de passer ind i vores organisations opbygning. CMS- og leverandør-skifte vil betyde fordele for både borgere og ansatte såvel som andre interessenter.

Et nyt furesoe.dk skal give borgere, erhvervsdrivende m.fl. en bedre brugeroplevelse, nemmere adgang til relevante informationer og mulighed for online selvbetjening samt straksafklaring. Dermed kan vi i højere grad spare borgerne for en opringning eller et brev med Digital Post til kommunen. Borgerne vil møde en moderne kommune, som sætter god borgerdialog højt og sikrer god sammenhæng med andre platforme som fx Borger.dk og sociale medier.

Vil du tippes om kommende undersøgelser, tests mv. i forbindelse med det nye furesoe.dk?

Så opret straks et abonnement. Så tipper vi dig direkte i din mailboks, når der er nyt. 

Abonner på nyt furesoe.dk 

 

Sidst opdateret 04. september 2018

Kontakt

Udvikling og Kommunikation

Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4143

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)