Interesseret i at blive nævning eller domsmand

Er den tiltalte skyldig eller uskyldig? Og hvilken straf skal vedkommende i givet fald have? Spørgsmål som disse er almindelige borgere hvert år med til at afgøre i tusindvis af straffesager ved byretter og landsretter. De er nemlig udtrukket til at være domsmænd eller nævninger.

Nævninger og domsmænd kaldes under et for lægdommere og virker i nogle straffesager sammen med en eller flere juridisk uddannede dommere. Hvervet som lægdommer er et borgerligt ombud, og det betyder, at man som udgangspunkt har pligt til at være lægdommer, hvis man bliver udtaget til det.

Nævninger og domsmænd udtages af landsrettens præsident ved lodtrækning blandt de personer, som står på grundlisterne. Det er kommunernes grundlisteudvalg, som udarbejder grundlisterne og indsender dem til landsretten.

Du kan læse mere om det at være nævning eller domsmand på domstolenes hjemmeside.

129 Furesø borgere er indstillet til Østre Landsret
Til grundlisten for Furesø Kommune er udpeget 129 egnede borgere, der udgør et alsidigt og repræsentativt sammensat udsnit af kommunens befolkning. For at blive lægdommere skal man være dansk statsborger.

Grundlisteudvalget er et politisk udpeget udvalg. I Furesø består grundlisteudvalget af følgende fem medlemmer: Lis B. Nielsen, Frede Thomsen, Deniz Celal Kilic, Ole F. Holleufer og Egil F. Hulgaard.

Grundlisteudvalget indsendte grundlisten for Furesø Kommune til Østre Landsret i marts 2015. Hvis du bliver udtrukket til at virke som domsmand, vil du få besked herom fra Østre Landsret i løbet af august 2015.

Grundlisten gælder for perioden 1. januar 2016 – 31. december 2019. Du må ikke være fyldt 70 år inden udgangen af 2019. Der er ingen garanti for, at du bliver udtaget til Furesø Kommunes grundliste, selvom du er egnet og opfylder kravene. Det afhænger bl.a. af, hvor mange borgere i Furesø Kommune, der ønsker optagelse på listen.

Grundlisten skal indeholde et bredt sammensat udsnit af kommunens befolkning fordelt på f.eks. køn, alder, etnisk oprindelse, uddannelsesmæssig baggrund og beskæftigelsesmæssig status.

Sidst opdateret 11. april 2016

Kontakt

Byrådssekretariatet
Stiager 2
3500 Værløse
Tlf.: 7235 4504

Skriv til os via Digital Post (borger)

Skriv til os via Digital Post (virksomhed)