Er du sygemeldt - Få hjælp til at fastholde dit job
Er du sygemeldt fra dit job? Eller er en sygemelding under opsejling, f.eks. på grund af begyndende stress? Så er der gratis hjælp at hente hos fastholdelseskonsulenten i Jobcenter Furesø.
Få hjælp til at fastholde dit arbejde ved sygdom
I individuelle fortrolige coachingsamtaler kan du tage din samlede situation op og få inspiration til at håndtere arbejde, helbred og personlige forhold på mere hensigtsmæssige måder.
Fastholdelseskonsulenten bidrager med viden om det at vende tilbage efter sygdom, om ret, pligt og muligheder i forbindelse med sygeforløb og om forebyggelse af stress.
Hvis du endnu ikke er sygemeldt, kan du få hjælp til at tage de første skridt mod at få det bedre – og måske helt undgå en sygemelding.
Gratis rådgivning
Fastholdelseskonsulenten tilbyder bl.a. gratis rådgivning om arbejdsfastholdelse til både medarbejder og virksomhed, de nævnte fortrolige coachingsamtaler til medarbejderen, samt deltagelse i rundbordsmøder på arbejdspladsen.
Hvem kan benytte tilbuddet
Ovenstående er gældende for alle Furesøborgere i job. Borgere med bopæl udenfor kommunen, og som er ansat i en virksomhed med adresse i Furesø, kan også benytte sig af tilbuddet om en uforpligtende fortrolig samtale.
Kontakt
Fastholdelsesindsatsen i Furesø er et samarbejde mellem Jobcenter Furesø og Come-back ApS. Come-back er anden aktør med speciale i afklaring, vejledning og opkvalificering af borgere både før, under og efter sygdomsforløb. Du kan læse mere på come-back.dk
Du kan kontakte fastholdelseskonsulent Torsten Balslev i dagtimerne på tlf. 25670717.
Sidst opdateret 26. oktober 2018